Vil du være studentermedhjælper 10 – 15 timer om ugen, i en servicemindet it-afdeling?

Sigter du mod en karriere inden for it?

Er du nysgerrig af sind, og har du lyst til at arbejde i en stor og til tider kompleks organisation? Så er du måske lige den studentermedarbejder, vi leder efter til vores it- afdeling i Edlund.

Om jobbet

Som studentermedarbejder i Edlund A/S, vil du blive en del af et dynamisk og solidt it team, hvor du vil få en bred vifte af opgaver, bl.a. support på hardware anvendelse. Opgaverne vil som udgangspunkt være:

  • PC opsætning
  • Diverse ad hoc opgaver, herunder lager vedligehold, oprydning, hardware håndtering mv.
  • Supportere driften af printere
  • Generelle daglige it-udfordringer.
  • Opsætning og flytning af arbejdspladser

Da vi er en lille afdeling, skal du være selvstændig og struktureret med dine opgaver. Du skal endvidere være proaktiv og gerne opsøgende på opgaverne. På sigt kan der være mulighed for at udvide til mere komplekse arbejdsopgaver.

Om dig

Du er i gang med en relevant it-uddannelse, fx it-supporter. Vi ser gerne du har minimum 1 år tilbage af dit studie. Det er afgørende at du er interesseret i it, og har en forståelse for at it-support er et servicefag.

Som person er du serviceminded, ambitiøs og udadvendt. Herudover sætter du en ære i at udføre dit arbejde på bedste vis. Det er en fordel hvis du har erfaring fra servicefag, men ikke en forudsætning.

Det vil være en fordel, hvis du også har et godt niveau på engelsk.

Som person er du nysgerrig og synes, at det er spændende at tale med alle mulige forskellige mennesker. Du har glimt i øjet og en god portion humor.

Dine muligheder

Vi arbejder i et professionelt miljø, hvor du får rig lejlighed til at lære en masse som studentermedarbejder. Du vil få mulighed for at afprøve dine teoretiske kompetencer i praksis, få løbende feedback og løfte dine konkrete evner inden for it-faget.

Arbejdstiden er på gennemsnitlig 10-15 timer om ugen, med fleksibilitet omkring dine eksamensperioder.

I It-afdelingen er vi 4 ansatte, som står for driften af it og supporten af 220 medarbejdere i Edlund. Arbejdspladsen er beliggende på Valby bakke, hvor Edlunds hovedsæde ligger. Det er nemt at komme til med offentlig transport (S-tog til Valby eller Carlsberg station, og en række buslinjer).

Du bliver værdsat

Edlund er en spændende arbejdsplads, hvor du bliver en del af et uformelt miljø med særlig vægt på høj faglighed og sparring fra dybt engagerede og dygtige kolleger. Som medarbejder bliver du værdsat, og arbejdsmiljøet er prioriteret højt. For at skabe gode resultater skal vi også have det godt samme socialt. Vi stiller store krav til dine personlige og faglige kompetencer, men tilbyder samtidig spændende udfordringer i en uformel og ubureaukratisk organisation, hvor vi vægter, at arbejdspladsen er et godt sted at være. Selvom tingene til tider går lidt stærkt, har vi det stadig sjovt. Samtidig tror vi på, at der skal være balance mellem privat- og arbejdsliv.

Vil du vide mere?

Har du uddybende spørgsmål til stillingen, så kontakt IT-chef Ulrik Bilsted Drews på +45 3615 0922

Ansøgning på dansk sendes til ansogning@edlund.dk.

Vi holder løbende samtaler med egnede kandidater - også inden ansøgningsfristens udløb. Derfor opfordres du til at sende din ansøgning hurtigst muligt. Seneste frist for ansøgning er den 19. februar 2017.