Sampension har netop forlænget samarbejdet med Edlund. Pensionsselskabets matematiske direktør, Flemming Windfeld, fortæller her, hvorfor man holder godt fast i Edlund og samtidig har indgået en ny kontraktperiode på flere år end normalt.

Når man står foran et kontraktudløb, er det i sagens natur også en lejlighed til at se nærmere på, hvad andre leverandører kan tilbyde. - Vi kender selvfølgelig alternativerne, men fokuserede hurtigt på at forny aftalen med Edlund, fortæller Flemming Windfeld.

- Administrationsløsningen er en så vital del af vores forretning, at der ikke er plads til eksperimenter. Og slet ikke nu, hvor vi er ved at overtage administrationen af Arkitekternes Pensionskasse og Pensionskassen for Jordbrugsakademikere og Dyrlæger. Der ligger nogen store opgaver foran os. Derfor har vi netop også konsolideret samarbejdet med Edlund med en længere aftale og med endnu større grad af partnerskab.

Sikkerhed frem for alt

Blandt de mange flueben, der skal hakkes af, når man vælger leverandør, er der specielt ét, der betyder meget for Flemming Windfeld: Leveringssikkerhed.

- Vores samarbejde med Edlund har efterhånden mange år på bagen, og vi ved, at der er meget høj leveringssikkerhed. Ikke mindst i en vækstperiode er det helt afgørende, at vi kan levere den kvalitet, vi lover, og dermed give kunderne gode oplevelser.

- Med Edlunds løsninger kan vi tilbyde kunderne et fleksibelt produkt, og det er generelt nemt at integrere nye porteføljer. Det betyder, at vi kan holde udviklingsomkostningerne nede, fordi vi ikke skal udvikle i hver eneste nye sag. Med de to pensionskasser er det en lidt anden historie. Her skal vi ind og udvikle nye produkter, der skal integreres i vores systemer. Derfor har det også været vigtigt at holde fast i en samarbejdspartner, hvor vi har sikkerhed for, at de forskellige ydelser kommer til at spille sammen uden problemer.

Arbejdet med at udvikle nye produkter er allerede i fuld gang. Selve implementeringen af de to pensionskassers porteføljer skal være på plads inden den 1. januar 2017.

Om Sampension

Sampension er et kundeejet arbejdsmarkedspensionsselskab og Danmarks tredjestørste pensionsselskab med 285.000 kunder og en balance på 265 mia. kr.. De to nye pensionskasser bringer 18.000 medlemmer ind i fællesskabet og en formue på 25 mia. kr.

Sampension er specialiseret i pensionsordninger, der aftales som led i kollektive overenskomster. Det er pensioner, som indgås for en hel gruppe forsikrede ad gangen, og hvor hovedparten af de forsikrede arbejder i den offentlige sektor. Derudover tilbyder Sampension firmapensioner på kommercielle vilkår og genforsikrer tjenestemænd for størstedelen af landets kommuner.

Sampension blev oprettet i 1945 under navnet Kommunernes Pensionsforsikring og har siden været igennem en rivende udvikling.

Download teksten som pdf.